H.C. Andersen sagde engang de nu så berømte ord ”at rejse er at leve”. Det er jeg nu ikke helt enig i, da min definition af at leve bare er at være levende, ikke at man behøver at føle sig levende eller have det godt. Hans mening med ordene er jeg dog helt enig i. Det er rejser der gør livet værd at leve. Det er de 3 uger om året man er af sted der gør de 49 andre overkommelige. Og som han nok mere præcist mener, så er det når jeg er ude at rejse at jeg føler at jeg lever.
Og med dette vil jeg ikke sige at jeg har et dårlig liv, for det har jeg ikke. Jeg synes faktisk at jeg har et helt udmærket liv. Jeg mangler ikke noget og hvis der er noget nyt jeg vil have, så kan jeg bare købe det. Selvom det er et godt liv jeg har, så blegner det dog overfor den korte tid om året jeg rejser. Og det har ikke noget med destinationen at gøre, da jeg aldrig rejser det samme sted hen to gange. Nej, det er selve følelsen af at være ud at rejse der gør det. Bedre kan jeg ikke rigtig forklare det. Jeg ved ikke hvad det er der gør det, men jeg føler mig bare mere i live når jeg rejser. Om det er en storbyferie i London eller på safari i Sahara gør ingen forskel på den sensation jeg får af at se andre dele af verden.